Episodes

  • Hvem lagde denne lort for 250 millioner år siden?

    Hvem lagde denne lort for 250 millioner år siden?
    Dec 25 2024
    Geologistuderende Vanja Simonsen trækker en skuffe ud ved Naturhistorisk Museum i Oslo.
    Her ligger den ene æske efter den anden med små stenfund. Ved første øjekast ligner det grus og småsten.
    Men i virkeligheden er stenene en slags bifangst, som er indsamlet i forbindelse med udgravningerne ved Marmierfjellet på Svalbard i 2015 og 2016.
    Dengang koncentrerede forskerne sig primært om skeletter fra havdyr som fiskeøgler, fisk, hajer og archosaurer, men nogle af de sten, der dukkede op i de samme lag som knogleresterne, så lidt for interessante ud til bare at lade dem ligge.
    Stenene er små og mørke med glatte, nærmest polerede overflader. Nogle er fragmenter såsom buede flager eller runde skiver, men andre er hele, aflange 'pølser', der spidser til i enderne.
    Enhver kan se, at de ligner lort. Men hvad er de egentlig?
    "Vi var lidt usikre i starten på, om det kunne være fosfor-klumper (et grundstof, der ofte forekommer i jordskorpen, red.)," siger Vanja Simonsen, der i sommer blev kandidat indenfor sedimentologi, palæontologi og stratigrafi. Det betyder med andre ord, at hun har studeret ældgamle jordlag og bjergarter.
    "Men så puttede vi et par stykker af dem i en CT-skanner (et avanceret røntgenapparat, red.) - og så vi, at det definitivt er 'koprolitter' - som er det videnskabelige navn for fossil afføring."
    Stenene, som var fulde af knoglestykker, viste sig at kunne afsløre helt nye detaljer om det forhistoriske liv på Svalbard.
    Vanja Simonsen har skrevet sit kandidatspeciale om netop disse koprolitter.
    Hun sendte 26 udvalgte koprolitter gennem CT-skanneren ved Naturhistorisk Museum, og på billederne var det muligt at genkende nogle af knoglefragmenterne i den forstenede afføring.
    "Jeg fandt knoglerester fra fiskeøgler og fisk. Der dukkede også hele fiskeskæl og en hajtand op," fortæller hun.
    Men det var måske endnu mere spændende at opdage skaller og hornkroge fra blæksprutter eller kisel- eller kalknåle fra havsvampe, for der findes nemlig ikke andre fund af disse bløddyr i dette lag på Svalbard.
    "De er kun bevaret i koprolitterne," forklarer Simonsen.
    De små forstenede klumper er ganske enkelt små tidskapsler med hidtil ukendt information.
    De bløddyr, der levede for 250 millioner år siden, var små og gik let i opløsning, fortæller Vanja Simonsen.
    De små, hårde dele af dyrene, som blækspruttens hornkroge og svampenes kisel- eller kalknåle, blev formodentlig hurtigt spredt og ødelagt.
    Men indeni afføringen lå de mere beskyttede. En del af afføringen sank hurtigt og blev begravet i aflejringer af ler på bunden af havet, og det skabte som udgangspunkt rigtig gode bevaringsforhold.
    "Der foregår desuden også kemiske processer i afføring, som gør, at den lettere bliver forstenet og konserveret," forklarer Vanja Simonsen.
    Materialet fra skuffen ved Naturhistorisk museum i Oslo viser, at et eller andet dyr spiste både fisk, hajer, fiskeøgler og blæksprutter dengang for 250 millioner år siden.
    Spørgsmålet er hvem?
    "Det har været en af mine opgaver - at forsøge at finde ud af, hvem der har skidt," siger Vanja Simonsen.
    "Det har været et stort puslespil."
    Hun fortæller, at hele projektet startede med en gennemgang af store mængder koprolitter, som blev sorteret efter facon. Det kan nemlig give et indtryk af, hvem der engang lavede lorten.
    "Der er visse træk, man kan kigge efter," forklarer hun.
    For eksempel har tidligere forskning konkluderet, at koprolitter fra hajer er spiralformede i den ene ende. Det er også kendt, at nulevende krokodiller kan have dybe fordybninger og riller i deres afføring.
    Disse eksterne træk kan kombineres med indholdet vist på CT-billeder. For eksempel giver det mening, at fiskeøgler spiste blæksprutter.
    Billederne fra CT-skanneren og fra tynde skiver af koprolitter viste, at afføringen var mindst lige så forskellige på indersiden som på ydersiden.
    Nogle af dem var fulde af store knoglestykker, mens andre næsten ikke indeholdt knogler. Det siger noget om det dyr, der producerede afføringen - ikke kun, hvad ...
    Show More Show Less
    6 mins
  • Er disse bittesmå kryb verdens mest dovne insekter?

    Er disse bittesmå kryb verdens mest dovne insekter?
    Dec 25 2024
    De er mindre end 3 millimeter lange, så Dunatothrips aneurae ser virkelig ikke ud af meget.
    I et nyligt studie viser jeg, at disse insekter - ud over at være meget små - også er luddovne.
    Dunatothrips-insekterne lever langt væk fra civilisationen i den afsidesliggende australske 'outback', hvor de ikke generer nogen. De forlader næsten aldrig deres nærmest usynlige miniature-reder, som de bygger på akacietræer af silke, de ekstruderer - eller presser ud - fra deres bagende.
    Så vidt vi ved, er der ingen rovdyr, som truer Dunatothrips-insekterne. Den største fare for dem er at tørre ud i varmen, hvis deres rede bliver beskadiget.
    De er fredelige vegetarer, som spiser planter, men kun så lidt, at det ikke har nogen synlig effekt på planterne.
    Insekterne, som er mindre end en bindestreg, tilhører en gruppe af insekter kaldet 'trips', som også går under navnene frynsevinger eller blærefødder, og som til tider bliver kaldt 'tordenfluer', selvom de ikke dukker op i tordenvejr, men ofte flyver i store sværme, typisk i stille, varmt vejr.
    Visse trips-arter optræder som skadedyr, der suger plantesaften ud af for eksempel tomater, men det lyder som alt for meget hårdt arbejde for de Dunatothrips-insekter, jeg undersøgte.
    Jeg brugte et par somre på at studere disse små insekters sociale liv, hvor jeg prøvede at forstå deres usædvanlige vane med nogle gange at bo alene og nogle gange i grupper med deres søstre.
    Jeg var forundret over at opdage, at en del gruppemedlemmer ikke ser ud til at lave noget som helst. De hjælper ikke til. De avler ikke. De lader ikke til at foretage sig noget overhovedet.
    Vi kender kun til ganske få samfund i dyreverden med gruppemedlemmer, der ikke hjælper til - og ikke engang hjælper dem selv.
    Hvis silkereden blev beskadiget, fandt jeg ud af, at kun én eller to hunner begyndte at reparere den. De resterende gruppemedlemmer gjorde ikke noget.
    De arbejdsomme hunners reparationsindsats var til gavn for alle - selv de sløve padder - som nød godt af deres anstrengelser uden at løfte en finger.
    Jeg satte mig for at undersøge, hvad de 'dovne' trips egentlig lavede. Var de som dronninger, der specialiserede sig i at producere æg, mens de andre var arbejdere? Andre sociale insekter har denne ordning, inklusive mange andre australske trips.
    Men sådan forholdt det sig ikke: Da jeg dissekerede henholdsvis hjælpere og ikke-hjælpere, fandt jeg, at det oftest var hjælperne, der bar æg.
    Måske var de en reservearbejdsstyrke, der trådt i karakter, når andre gik tabt, som i visse fuglesamfund som ådselkrager. Men da hjælperne blev fjernet, var deres redekammerater lige så uhjælpsomme som før.
    Jeg spekulerede på, om de så tiden an, mens de ventede på at komme til at yngle på et senere tidspunkt, ligesom hvepse af slægten Polistinae.
    Jeg fjernede alle gruppemedlemmer undtagen én enkelt doven Dunatothrips, som jeg gav sin helt egen rede.
    Det hjalp ikke ret meget; det dovne insekt producerede kun få eller ingen æg og tog op til fem gange så lang tid om at reparere reden, sammenlignet med en mere arbejdsom trips i samme situation.
    Hvis de dovne trips ikke engang hjælper sig selv, er de så et evolutionært paradoks?
    Egentlig ikke: Selvom adfærd kun udvikler sig, hvis den er fordelagtig, har evolutionen også en tendens til at fungere for de individer, der i gennemsnit er bedre tilpasset livsvilkårene.
    I enhver art er individerne alle forskellige, og det er uundgåeligt, at nogle af dem er af ringere kvalitet end andre.
    De kan bære mutationer, arve uheldige genkombinationer, blive påvirket negativt af miljøet omkring dem eller alt det ovenstående. Måske blev de skubbet helt ud til kanten af bladet, de de var små.
    I denne situation vil dyr ofte prøve at få det bedst mulige ud af en uheldig situation.
    En trips af dårlig kvalitet kan kun lægge et par æg og kan kun bidrage med få tråde af silke til at reparere en rede. Hun kan ikke bygge den rede, hun skal bruge for at opfostre afkom på egen hånd. Så hendes bedste mulighed er at hænge ud i e...
    Show More Show Less
    6 mins
  • Nyt studie: Germanere i romertiden sniffede stoffer med særlige skeer

    Nyt studie: Germanere i romertiden sniffede stoffer med særlige skeer
    Dec 25 2024
    Før germanske krigere i romersk tid skulle i kamp, fik de angiveligt lidt hjælp fra psykedeliske stoffer.
    Det antyder et nyt studie, hvor forskerne har fundet små skeer i krigernes bælter, som skulle være brugt til at tage stofferne, skriver De Gruyter.
    I studiet har forskere fundet 241 små ske-lignende genstande ved 116 arkæologiske områder fra romertiden, herunder gravpladser i Skandinavien, Tyskland og Polen. Skeerne blev fundet sammen med andre genstande, som blev brugt i krig.
    Andre studier viser, at man i det gamle Grækenland og Rom brugte narkotika såsom opium. Men der har hidtil ikke været beviser for, at barbarerne brugte andet end alkohol.
    Forskerne mener, at de germanske krigere kan have brugt stimulanserne for at yde en ekstra indsats, men også for at mindske den stress og frygt, som krig kan medføre.
    Ved at bruge skeer kunne de udmåle den rigtige dosis, så de ikke risikerede at få en overdosis, lyder teorien.
    Efter fundet af skeerne undersøgte forskerne, hvilke stoffer de germanske krigere kunne have haft adgang til. Det er blandt andet hamp, opium, galnebær og forskellige svampe, som enten kunne indtages opløst i alkohol eller i pulverform.
    Eftersom krigerne var opmærksomme på stoffernes virkninger på kroppen, kan de have anvendt stimulanser til andre formål såsom til medicin og i ritualer, anfører forskerne.
    Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Praehistorische Zeitschrift.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Det er generne, der gør dit barn kræsent - ikke din indsats i køkkenet

    Det er generne, der gør dit barn kræsent - ikke din indsats i køkkenet
    Dec 25 2024
    Hvis du også kæmper for at få dine børn til at spise, så kan et nyt britisk studie måske få dig til at ånde lidt lettet op.
    Som hovedregel er det ikke noget, vi gør som forældre, der resulterer i, at barnet er vender visse madvarer ryggen.
    Det er ikke din skyld, at der ikke bliver spist grøntsager eller fisk. Det er ikke din skyld, at storesøster godt kan lide broccoli, men at lillesøster spytter det ud.
    Det er generne! Overordnet set i hvert fald. Hvis børn er kræsne, når de er 3 år gamle, er de det sandsynligvis også, når de er 13.
    Det er i hvert fald konklusionen i det nye studie. Men hvordan kom forskerne frem til den?
    Kræsenhed beskrives i studiet som en tendens til at spise et begrænset antal typer mad. Det handler om at være kræsen med hensyn til smag og konsistens og ikke have lyst til at prøve nye ting.
    Det er relativt almindeligt og udvikler sig typisk i den tidlige barndom. Nogle børn er så kræsne, at det bliver et problem i hverdagen - både for børnene og ikke mindst for forældrene.
    For at finde ud af hvad der skyldes gener, og hvad der skyldes miljø - altså forældrene og den mad de serverer - undersøgte forskerne 4.800 enæggede og tveæggede tvillinger.
    Tvillingstudier gør det muligt at skelne mellem, hvad der skyldes medfødte gener, og hvad der skyldes påvirkning udefra.
    Forældrene til børnene har besvaret spørgsmål i 5 forskellige aldre: 16 måneder, 3 år, 5 år, 7 år og 13 år.
    Forskerne kan derfor sige noget om udviklingen over tid, og konklusionen er klar: Kræsenhed er i høj grad arvelig, og den forbliver stabil fra tidlig barndom til ungdom. Men det betyder ikke, at det ikke kan ændre sig.
    "Den vigtigste indsigt fra dette arbejde er, at kræsenhed ikke er noget, der opstår som følge af forældrenes adfærd. Det handler faktisk om de genetiske forskelle os imellem," siger Zeynep Nas, som er én af forskerne bag studiet, til The Guardian.
    Men, tilføjer hun: "Gener er ikke skæbne."
    For selvom den genetiske påvirkning er rimelig stabil helt frem til teenageårene, så varierer den stadig en del. Den indsigt er vigtig for at afdække, hvornår det er mest effektivt at forsøge at påvirke de kræsne børn, mener forskerne.
    For tvillingerne i studiet havde måltider og mad på hjemmebane klart mest at sige, da de var 16 måneder gamle. I den alder forklarer generne kun omkring 60 procent af kræsenheden.
    Når børnene er mellem 3-13 år, forklarer generne mellem 74 til 84 procent af kræsenheden.
    Kurven går først opad og topper i 7-års alderen. Her nytter det med andre ord ikke meget at forsøge at ændre barnets kræsenhed. Derefter går kurven lidt ned, hen mod teenageårene.
    Fra syvårsalderen blev venner og oplevelser uden for hjemmet vigtigere i forhold til at prøve nye fødevarer.
    "Det er et vigtigt studie," siger Christine Helle, som er lektor ved Universitetet i Agder, tidligere overlæge og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.
    "Det er godt for forældre til kræsne børn at vide, at det ikke primært handler om forældrenes adfærd, men om genetiske forhold. Og at det ikke lader sig ændre fra den ene dag til den anden," siger Christine Helle.
    "Det er en egenskab ved barnet, som det vil blive ved med at have, og som måske først bliver mindre i ungdomsalderen."
    Børn bør alligevel blive tilbudt varieret mad og opfordret til at smage på mad, de normalt ikke spiser, mener hun.
    Maden skal ofte smages mange gange, før børn begynder at kunne lide noget nyt.
    "Studiet viser, at det kan være klogt tidligt introducere barnet til en varieret kost, før det er fyldt to år. I denne periode har madmiljøet størst indflydelse."
    Men har kræsenhed egentlig en funktion?
    Det er måske ikke så mærkeligt, at børn er kræsne, mener Christine Helle.
    "Evolutionsmæssigt har det været smart, at børn ikke bare putter alt i munden og spiser det. Formodentlig er det derfor, at kræsenheden tager til i den fase, hvor barnet begynder at gå og kan bevæge sig væk fra omsorgspersonen," siger hun.
    "Det er et udviklingstræk, som har været nyttigt for os, at børn bliver mere sk...
    Show More Show Less
    7 mins
  • Hvordan fik vi et nyt univers - og en ny historie?

    Hvordan fik vi et nyt univers - og en ny historie?
    Dec 24 2024
    Siden rumalderens begyndelse, hvor vi begyndte at interessere os for rummet, har astronomien gennemgået en så stor udvikling, at man næsten kan tale om, at vi har fået et nyt univers.
    I artiklen her vil vi se på tre områder, som har været afgørende for at skabe det verdensbillede, vi har i dag:
    Har universet en begyndelse?
    Findes der sorte huller i universet?
    Er universet venligt eller fjendtligt over for andet liv?
    Vi har i dag nogenlunde sikre svar på de to første spørgsmål, mens spørgsmålet om, hvorvidt liv er en sjældenhed eller noget almindeligt i universet, endnu ikke er afklaret.
    Men opdagelsen af exoplaneter har gjort det mere aktuelt end nogensinde.
    Den debat, der blev ført i astronomien, da rumalderen begyndte for snart 70 år siden, er næsten glemt i dag.
    Man debatterede dengang, om universet var begyndt med et Big Bang, eller om det altid havde eksisteret - hvilket var grundlaget for den såkaldte 'steady state'-model.
    Big Bang-teorien havde været kendt siden 1927, men da steady state-modellen kom frem i 1948, begyndte den afgørende debat, som førte til, at kosmologien i dag er baseret på Big Bang.
    Steady state-modellen blev især fremført af den farverige astronom Fred Hoyle, som vi mange år senere selv besøgte.
    Selv med et univers uden begyndelse kunne man ikke komme uden om skabelsen. Universet udvider sig jo, og hvis der ikke hele tiden blev skabt nyt stof, så ville universet jo efterhånden tømmes for galakser.
    Men denne skabelse kunne foregå så langsomt, at den ville være umulig at observere.
    Begge teorier krævede altså en skabelse af stof, men i steady state-modellen undgik man problemet med, hvordan universet er begyndt, da det ifølge teorien bare altid har eksisteret.
    Da man opdagede den kosmiske baggrundsstråling i 1964, ophørte debatten derimod.
    Denne stråling var forudsagt af Big Bang, og det er en stråling, der stammer fra tiden 380.000 år efter Big Bang. Baggrundsstrålingen kan dermed ikke forklares ud fra steady state-modellen.
    Siden da har vi vænnet os til at leve i et univers, der på en ukendt måde begyndte for 13,8 milliarder år siden. Men den Big Bang-teori, vi har i dag, ligner ikke helt den oprindelige model, og vi ved nu, at teorien har to store udfordringer.
    Det er nemlig kun 5 procent af universets indhold af stof og energi, vi kan observere. De resterende 95 procent er mørk energi og mørkt stof, og ingen af delene ved vi, hvad er.
    Mørk energi er introduceret i astronomien for at forklare, hvorfor universet udvider sig stadig hurtigere, og mørkt stof, fordi man direkte kan observere, at både stjerner og galakser bevæger sig under påvirkning af tyngdekraften fra stof, vi simpelthen ikke kan observere.
    Men trods disse udfordringer er vores verdensbillede i dag stadig et Big Bang-univers, der har en begyndelse.
    Det er et univers i evig forandring. Universet har ikke altid set ud, som det gør i dag, og det univers, vi kender, vil også forsvinde om billioner af år, når de sidste stjerner løber tør for energi, og mørket sænker sig.
    Intet varer evigt. Hverken stjerner eller universet.
    Big Bang kan ikke forklare selve skabelsen, men teorien giver en god beskrivelse af universets udvikling siden da, og derfor regnes Big Bang for en god teori.
    Men svaret på det ultimative spørgsmål om, hvorfor der overhovedet eksisterer et univers i stedet for bare ingenting, er vi stadig ikke kommet nærmere.
    Sorte huller er ikke en ny idé.
    Navnet blev først opfundet i 1968, men lige siden 1783 har man talt om områder med en så stærk tyngdekraft, at selv lys ikke kan undslippe. Den moderne udgave af begrebet stammer fra Einsteins almene relativitetsteori fra 1916, men blev i lang tid mest anset for ren teori.
    I dag er sorte huller en vigtig del af astronomien, hvilket skyldes observationer både i røntgen- og radioområdet. Men hvordan var radioastronomien med til at gøre sorte huller til en del af astronomien?
    I 1960'erne begyndte radioastronomer at kortlægge himlen, og man fandt mange stærke radiokilder, altså observat...
    Show More Show Less
    12 mins
  • Seismiske bølger afslører mystisk 'donut' i Jordens kerne

    Seismiske bølger afslører mystisk 'donut' i Jordens kerne
    Dec 24 2024
    Omkring 2.890 kilometer under vores fødder ligger en gigantisk kugle af flydende metal. Det er vores klodes indre kerne.
    Forskerne bruger de seismiske bølger skabt af jordskælv som en slags ultralyd til at 'se' kernens form og struktur.
    Ved at bruge en ny måde at studere disse bølger på har min kollega Xiaolong Ma og jeg gjort en overraskende opdagelse: I Jordens indre kerne er der et stort 'donut-formet' område omkring ækvator, som er et par hundrede kilometer tykt, hvor seismiske bølger bevæger sig cirka to procent langsommere end i resten af kernen.
    Vi tror, at dette område, som indeholder en højere koncentration af lettere grundstoffer som silicium og oxygen, kan spille en afgørende rolle i de store strømme af flydende metal, der løber gennem kernen, og som genererer Jordens magnetfelt.
    Vores resultater blev for nylig offentliggjort i Science Advances.
    De fleste studier af de seismiske bølger skabt af jordskælv ser på de store, indledende bølgefronter, som udbreder sig i løbet af omkring en time efter jordskælvet.
    Vi indså, at vi kunne lære noget nyt ved at se på den senere, svagere del af disse bølgefronter, kaldet 'coda', hvilket også er navnet på det afsluttende del af et musikstykke.
    Vi så især på, hvor meget de forskellige 'coda'er' registreret ved forskellige seismiske detektorer lignede hinanden, flere timer efter de begyndte.
    I matematikken måles disse lighedspunkter ved noget, der kaldes korrelation, og vi kalder derfor lighedspunkterne i de sene dele af jordskælvsbølgerne for 'coda-korrelationsbølgefeltet'.
    Ved at se på det såkaldte coda-korrelationsbølgefelt opdagede vi bittesmå signaler, der stammer fra flere tilbagekastende bølger, vi ellers ikke ville kunne se.
    Ved at forstå de veje, disse tilbagekastende bølger har taget, og matche dem med signaler i coda-korrelationsbølgefeltet, beregnede vi, hvor lang tid det tog dem at bevæge sig gennem kloden.
    Så sammenlignede vi resultaterne i seismiske detektorer tættere på polerne med resultaterne, vi fik tættere på ækvator.
    Overordnet set bevægede bølgerne, der blev opdaget tættere på polerne, sig hurtigere end bølgerne i nærheden af ækvator.
    Vi afprøvede mange computermodeller og simuleringer af, hvilke forhold i kernen der kunne skabe disse resultater.
    Til sidst fandt vi, at der må være en 'torus' - et 'donut-formet' område - i den ydre kerne omkring ækvator, hvor bølgerne bevæger sig langsommere.
    Det er første gang, seismologer har opdaget dette område, og ved at bruge coda-korrelationsbølgefeltet kan vi 'se' den ydre kerne mere detaljeret og mere jævnt.
    Tidligere studier konkluderer, at bølgerne bevægede sig langsommere omkring hele 'loftet' af den ydre kerne.
    I vores nye studie viser vi dog, at det kun er i området omkring ækvator, at det går langsommere.
    Jordens ydre kerne har en radius på cirka 3.480 kilometer, så den er lidt større end planeten Mars. Den består hovedsageligt af jern og nikkel samt lettere grundstoffer som silicium, oxygen, svovl, brint og kulstof.
    Der er varmere i bunden af den ydre kerne end i toppen, og temperaturforskellen får det flydende metal til at bevæge sig som vand i en gryde, der koger på komfuret.
    Denne proces kaldes termisk konvektion, og vi mener, at den konstante bevægelse betyder, at alt materialet i den ydre kerne er ganske godt blandet og ensartet.
    Men hvis der er det samme materiale alle steder i den ydre kerne, bør seismiske bølger også bevæge sig med omtrent samme hastighed overalt. Så hvorfor er disse bølger langsommere i det 'donut-formede' område, vi fandt?
    Vi mener, at der må være en højere koncentration af lette grundstoffer i dette område, som bliver frigivet fra Jordens faste indre kerne til den ydre kerne, hvor deres opdrift skaber mere konvektion (bevægelse i væsker eller gasser normalvist fremkaldt af en temperaturforskel, red.).
    Hvorfor hober en større koncentration af de lettere grundstoffer sig op i 'donut-området' omkring ækvator?
    Forskerne mener, at det kan forklares med, at mere varme bliver overført fr...
    Show More Show Less
    5 mins
  • Atomdrevent diamant-batteri kan oplade el-apparater i tusinder af år, ifølge forskerne bag

    Atomdrevent diamant-batteri kan oplade el-apparater i tusinder af år, ifølge forskerne bag
    Dec 24 2024
    Hvordan skal fremtidens energikilder se ud? Det har forskere fra University of Bristol i England måske et svar på.
    Ved hjælp af det radioaktive kulstof-14 har man udviklet et diamant-batteri, og det har ifølge forskerne bag potentialet til at forsyne enheder med strøm i tusindvis af år.
    Det skriver LiveScience.
    Batteriet er indlejret i en diamant og fungerer ved at bruge det radioaktive henfald fra kulstof-14.
    Det radioaktive kulstof har en halveringstid på 5.700 år, hvilket er den tid, det ville tage, før batteriet er nede på 50 procent strøm. Det svarer cirka til alderen på verdens ældste civilisation.
    Hvis man producerer diamant-batterier, vil det kunne bruges til forskellige apparater indenfor elektronik, medicinsk udstyr og rumfart, forklarer Sarah Clark, der er direktør for Tritium Fuel Cycle ved Englands statslige forskningsorganisation for fusionsenergi (UKAEA), i en pressemeddelelse.
    Lidt ligesom solceller, der omdanner sollys til strøm, opfanger diamant-batteriet hurtigt bevægende elektroner til strøm.
    Udviklingen af batteriet er stadig på et tidligt stadie, og forskerne vil arbejde videre med det i de kommende år, oplyser de.
    Diamant-batteriet vil ikke være en radioaktiv fare, påpeger forskerne, eftersom kulstof-14 kun udsender kortbølget stråling, der hurtigt absorberes af ethvert fast materiale.
    Derudover har batteriet ingen bevægelige dele og kræver derfor ingen vedligeholdelse, fortæller forskerne fra University of Bristol og UKAEA.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Galt eller genialt? Sådan fandt danske forskere den saftigste flæskesteg

    Galt eller genialt? Sådan fandt danske forskere den saftigste flæskesteg
    Dec 23 2024
    Hvis du nu skal have tjekket din gravide mave op til jul, kan du måske overveje at tage et par flæskestege under armen og med hen på hospitalet.
    Hvert år udgiver fagbladet Ugeskrift for Læger et julenummer, der præsenterer julestudier om juletraditioner, og i et af studierne blev ultralydsteknologi nemlig taget i brug for at finde den perfekte flæskesteg.
    "Vi fik ideen til studiet, da min forskningsvejleder og jeg talte om, hvilken forskningsbaseret evidens der ligger bag julemad," forklarer Gustav Holck Normann, der læser medicin på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
    De fandt en tidligere undersøgelse, hvor andre forskere ved hjælp af en MR-skanner havde fundet ud af, at flæskestege med meget væskeholdigt kød blev tørre efter tilberedning.
    "Problemet er dog, at en MR-skanner vejer flere ton og koster mange penge, og man kan ikke tage den med i Netto, hvilket gør det svært at tjekke væskeindholdet, før man køber den," tilføjer Gustav Holck Normann.
    "Ultralydsskannere er derimod både lette og relativt nemme at have med. Så vi tænkte: Hvis vi kan vurdere væskeindholdet med en ultralydsskanner, kan vi måske også finde den bedste steg!"
    I et par andre julestudier, som du kan læse mere om senere i artiklen, har forskere forsøgt at stege en juleand med en MR-skanner, mens andre har undersøgt, om gløgg peppede julestemningen op.
    Men tilbage til flæskestegen.
    Forskerne indkøbte tre flæskestege med varierende pris og kvalitet: En billig steg fra et supermarked, en mellemklasse-steg fra en delikatesseforretning og en luksussteg fra økologisk frilandslandbrug.
    Kødet blev skannet, og billederne blev derefter sat ind i et program, der kunne aflæse væskeindholdet.
    Det viste sig, at stegen fra supermarkedet havde det højeste væskeindhold med 64,26 procent, mens mellemklasse-stegen og luksus-stegen henholdsvis lå på 58,15 og 60,33 procent.
    Efter skanningen blev stegene tilberedt med en standardiseret proces: Sous vide i 6 timer ved 60 grader, efterfulgt af en grilning i ovnen for at sikre ensartethed (og sprød svær).
    Et (heldigt) smagspanel bestående af 40 deltagere - primært studerende - blev bedt om at bedømme stegenes smag, konsistens og saftighed.
    Resultatet var klart: Mellemklasse-stegen, der også var den med mindst væskeindhold, blev vurderet som den bedste. Den billige supermarkeds-steg blev til gengæld vurderet som værende den værste.
    "Det kom bag på os, at det ikke var den dyreste steg, folk synes, var bedst," siger Gustav Holck Normann.
    "Men det viser jo bare, at lavere væskeindhold sandsynligvis giver bedre konsistens og smager bedst."
    Han tilføjer, at fremtidige studier må undersøge, om sammenhængen mellem væskeholdigt kød og smagsoplevelse virkelig hænger så meget sammen, som deres studie indikerer.
    "Det ville gøre udvælgelsen af den helt rigtige flæskesteg meget nemmere. Hvis man da har adgang til en ultralydsskanner," afslutter han.
    I et andet julestudie tog et hold forskere udgangspunkt i en anden juletradition: nemlig skæve arbejdstider for sundhedspersonale.
    Trods travlhed skal julemiddagen stadig forberedes, skriver forskerne i studiet, og derfor valgte de at undersøge, om det var muligt at tilberede et andebryst i en MR-skanner (når der altså ikke lå patienter i).
    MR-skannere genererer kraftige magnetfelter og radiobølger, som kan opvarme væv.
    Der findes klare retningslinjer for, hvor meget mennesker må opvarmes under en skanning. Lignende retningslinjer findes der dog ikke for andebryst, bemærker forskerne.
    Af praktiske årsager og for at undgå en fedtet MR-skanner bestod studiet af teoretiske udregninger. De viste til gengæld, at et andebryst faktisk godt kunne nå en kernetemperatur på 62 grader i en MR-skanner - perfekt til julebordet.
    Derudover kunne 'MR-temperature Imaging' (MRI) fungere som et præcist, højteknologisk stegetermometer, der ikke bare sikrer korrekt tilberedning, men også dokumenterer temperaturen.
    Det har den fordel, at eventuelle madforgiftninger under julemåltidet ikke vil kunne føre til retslig...
    Show More Show Less
    7 mins