De er mindre end 3 millimeter lange, så Dunatothrips aneurae ser virkelig ikke ud af meget.
I et nyligt studie viser jeg, at disse insekter - ud over at være meget små - også er luddovne.
Dunatothrips-insekterne lever langt væk fra civilisationen i den afsidesliggende australske 'outback', hvor de ikke generer nogen. De forlader næsten aldrig deres nærmest usynlige miniature-reder, som de bygger på akacietræer af silke, de ekstruderer - eller presser ud - fra deres bagende.
Så vidt vi ved, er der ingen rovdyr, som truer Dunatothrips-insekterne. Den største fare for dem er at tørre ud i varmen, hvis deres rede bliver beskadiget.
De er fredelige vegetarer, som spiser planter, men kun så lidt, at det ikke har nogen synlig effekt på planterne.
Insekterne, som er mindre end en bindestreg, tilhører en gruppe af insekter kaldet 'trips', som også går under navnene frynsevinger eller blærefødder, og som til tider bliver kaldt 'tordenfluer', selvom de ikke dukker op i tordenvejr, men ofte flyver i store sværme, typisk i stille, varmt vejr.
Visse trips-arter optræder som skadedyr, der suger plantesaften ud af for eksempel tomater, men det lyder som alt for meget hårdt arbejde for de Dunatothrips-insekter, jeg undersøgte.
Jeg brugte et par somre på at studere disse små insekters sociale liv, hvor jeg prøvede at forstå deres usædvanlige vane med nogle gange at bo alene og nogle gange i grupper med deres søstre.
Jeg var forundret over at opdage, at en del gruppemedlemmer ikke ser ud til at lave noget som helst. De hjælper ikke til. De avler ikke. De lader ikke til at foretage sig noget overhovedet.
Vi kender kun til ganske få samfund i dyreverden med gruppemedlemmer, der ikke hjælper til - og ikke engang hjælper dem selv.
Hvis silkereden blev beskadiget, fandt jeg ud af, at kun én eller to hunner begyndte at reparere den. De resterende gruppemedlemmer gjorde ikke noget.
De arbejdsomme hunners reparationsindsats var til gavn for alle - selv de sløve padder - som nød godt af deres anstrengelser uden at løfte en finger.
Jeg satte mig for at undersøge, hvad de 'dovne' trips egentlig lavede. Var de som dronninger, der specialiserede sig i at producere æg, mens de andre var arbejdere? Andre sociale insekter har denne ordning, inklusive mange andre australske trips.
Men sådan forholdt det sig ikke: Da jeg dissekerede henholdsvis hjælpere og ikke-hjælpere, fandt jeg, at det oftest var hjælperne, der bar æg.
Måske var de en reservearbejdsstyrke, der trådt i karakter, når andre gik tabt, som i visse fuglesamfund som ådselkrager. Men da hjælperne blev fjernet, var deres redekammerater lige så uhjælpsomme som før.
Jeg spekulerede på, om de så tiden an, mens de ventede på at komme til at yngle på et senere tidspunkt, ligesom hvepse af slægten Polistinae.
Jeg fjernede alle gruppemedlemmer undtagen én enkelt doven Dunatothrips, som jeg gav sin helt egen rede.
Det hjalp ikke ret meget; det dovne insekt producerede kun få eller ingen æg og tog op til fem gange så lang tid om at reparere reden, sammenlignet med en mere arbejdsom trips i samme situation.
Hvis de dovne trips ikke engang hjælper sig selv, er de så et evolutionært paradoks?
Egentlig ikke: Selvom adfærd kun udvikler sig, hvis den er fordelagtig, har evolutionen også en tendens til at fungere for de individer, der i gennemsnit er bedre tilpasset livsvilkårene.
I enhver art er individerne alle forskellige, og det er uundgåeligt, at nogle af dem er af ringere kvalitet end andre.
De kan bære mutationer, arve uheldige genkombinationer, blive påvirket negativt af miljøet omkring dem eller alt det ovenstående. Måske blev de skubbet helt ud til kanten af bladet, de de var små.
I denne situation vil dyr ofte prøve at få det bedst mulige ud af en uheldig situation.
En trips af dårlig kvalitet kan kun lægge et par æg og kan kun bidrage med få tråde af silke til at reparere en rede. Hun kan ikke bygge den rede, hun skal bruge for at opfostre afkom på egen hånd. Så hendes bedste mulighed er at hænge ud i e...
